Turplanlægning
Riderute
Planlæg ruten efter evne, både efter dine ridefærdigheder og efter
hestens erfaring og kondition.
- Hvor langt vil du ride pr. dag ?
- Hvorfra og hvortil ?
- Skal der være pakhest - eller følgebil, så udstyret køres fra sted til sted ?
Find kort frem og find naturstier, evt. let trafikerede veje.
Find dine overnatningssteder, og lav evt. aftaler med stederne inden du
rider afsted.
Se rideruter på
www.friluftskortet.dk eller hos
Dansk Islandshesteforening
Pakkeliste
Mængden af udstyr afhænger af turens længde, om der overnattes i det
fri eller i hytte, og om det er med eller uden pakhest hhv. følgebil. Ting, du er i tvivl om skal med, bør blive hjemme !
Til rytteren:
Ridehjelm, vandflaske, mobiltelefon, kniv, regnslag, ridelygte med hvidt og rødt lys til montage på venstre ben,
pandelygte, kogeapparat/trangia, mad, liggeunderlag, sovepose, evt. telt/bivuak
- på nogle af teltpladserne er der indrettet et shelter. Toiletsager
(tandbørste), håndklæde, toiletpapir m.m.
Til hesten:
Grime og grimeskaft, sadel og hovedtøj, sadeltasker,
selvspændende bånd til pakning af udstyr, reflekser til hestens ben,
strigle og hovrenser, evt. foldmateriale - på nogle af teltpladserne er
der indrettet hestefolde.
Førstehjælps-udstyr:
Tægetang, evt. egen medicin - Hvis det er en større gruppe, hvor hestene
ikke kender hinanden og der derfor kan komme slåskampe om rangorden:
sårvask, sårspray, selvklæbende forbindinger.
Pakning
Sørg for at sadeltaskerne sidder godt på hesten. Pak alt ned i
plasticposer, hver for sig, og anbring poserne på hver deres bestemte plads.
De ting, du tit skal have fat i, lægges øverst eller i lommerne. Hav evt. en
bæltetaske til dine værdigenstande.
Proviant undervejs
I butikker med friluftsudstyr kan du købe frysetørrede retter, som ikke
vejer meget og som nemt kan laves på et kogeapparat/trangia. Men der findes også
masser af gode opskrifter på bålmad og retter på kogeapparat/trangia. Søg på nettet
efter "bålmad" eller "lejrmad".
Frokostpause
Lad hesten græsse, mens du spiser din frokost. Hvis du holder hesten i
tøjlen eller grimeskaftet, så husk du ikke må binde dig fast til den. Evt.
kan du spænde et reb mellem 2 træer, så hestene kan tøjres til rebet, mens
frokosten nydes, eller binde lidt hvid hegnstråd rundt om 3 træer som en
lille fold.
Toiletforhold
Til pigerne: - det er en god idé altid at have lidt papir og en lille
plasticpose i
inderlommen, hvor du kan samle dit brugte tissepapir, så du efterlader
naturen uden "hvide papirsblomster".
Husk at tage en planteske/spade med til nedgravning af latrin, hvis du
benytter teltpladser uden toilet. Det tildækkede hul kan markeres med en
pind i jorden, så den næste ikke graver samme sted...
Og husk desinfektionsmiddel til at vaske hænder (kan fx købes hos Matas).
Husk også at fjerne hestepærerne fra teltpladserne.
Overnatning
Teltpladser: Skov- og Naturstyrelsen har udvalgt
40 skove, hvor
du frit må slå telt op (i en forsøgsperiode 2004-2006). Endvidere findes der
180 primitive overnatningspladser i skovene, se også
www.friluftskortet.dk
I bogen "Overnatning i det fri" kan du finde teltpladser, hvor heste er
velkomne, se
www.teltpladser.dk. På nogle af teltpladserne er der etableret hestefold,
og nogle af teltpladserne har shelter, dvs. et sovely så du ikke behøver
telt. De offentlige teltpladser er gratis - de private teltpladser
koster et mindre beløb pr. person.
Høhoteller: Dansk Islandshesteforening har registreret
høhoteller.
Campingplads: Hvis du
ønsker at sove i en hytte på en campingplads, så ring til campingpladsen og
spørg, hvor du kan have din hest stående om natten.
Vand og foder
Vær opmærksom på om der er vand på teltpladsen - heste drikker 20-30
liter vand i døgnet. Husk at aftale med overnatningsstedet om der er foder,
eller om du skal have kørt foder frem.
Fælles-folde
Hvis der benyttes fælles-fold, så er det bedst at alle heste introduceres for hinanden
samtidig. Respekter rangordenen - sørg for at hestene fodres på samme tid, og
at de højt-rangerende / fodergriske heste får først, så undgår du
slåskampe. Hvis din hest er meget stridbar, så se om du kan lave en
enkelt-fold.
Hestens velbefindende
Hesten skal have rimelig nye sko på inden turen. Lad være med
at få hesten beslået dagen inden, for en trykskade eller dårlig
påsat sko vil først vise sig dagen efter og så er første
feriedag allerede ødelagt. Heste kommer ikke med smertensudbrud, men lider tålmodigt.
Det er derfor dig, der skal opdage, hvis hesten ikke har det godt, har
sadelsår, halter, har en løs sko el.lign.
Gode råd
Se her
gode råd fra andre
ryttere.
|