Ridning og samvær med heste har en positiv indflydelse på
fysikken og psyken. Dels trænes muskler, balance og sanser, men ofte
får dyr også lov til at komme ind bag vores psykiske forsvar, fordi
det er dannet i relation til andre mennesker, og ikke til dyr. Og
ved pasning af dyr lærer man at drage omsorg, som kan overføres til
andre mennesker.
Det er derfor en oplagt mulighed at bruge heste og andre dyr på
institutioner, både for børn og voksne. Det kræver dog en vis
ridefærdighed og hestekundskab. Endvidere kræver det en vis
investering både i heste, udstyr og stald plus driftsudgifter som
foder, smed, dyrlæge m.m. Det kan derfor være en fordel, hvis flere
institutioner er sammen om at have heste.
Der kan hentes inspiration i følgende bøger og et eksempel fra et
fritidscenter:
Fritidscentret Pilen
Fritidscentret besøges af ca. 250 børn i alderen 9-13 år. Der
er cross-bane og store udearealer. Fritidscentret har 7 heste og
24 kaniner. Formålet med dyreholdet er primært at lære børnene
at samarbejde og tage ansvar.
Det startede oprindeligt med 2 heste, for en hest kan jo ikke
gå alene, og siden har man både lavet føl, købt og solgt heste
og haft gamle heste på pension - for man smider jo ikke en hest
ud, selvom den er for gammel til at blive redet.
25 børn deltager i pasningen af dyrene. Der er lavet en
tavle, hvor der skal afkrydses for, om det enkelte dyr er blevet
passet. Der tilknyttes 1-2 børn til hver kanin, og der sættes
hver dag fyldte foderskåle frem til den enkelte kanin, for på
den måde at checke at alle kaniner får foder.
For de 7 hestes vedkommende er der tilknyttet en gruppe af
børn til hver hest. Børnene kan selv vælge, hvilken hest de vil
være tilknyttet, og hver gruppe består typisk af 4-7 børn. Hver
dag trækker gruppen en arbejdsopgave, som de sammen skal løse.
Da der er 7 heste, og dermed 7 grupper, er der defineret 7
daglige arbejdsopgaver:
- Fodre hestene
- Fylde vandspande
- Strø halm i løsdriftsstalden
- Feje striglepladsen
- Efterse markerne
- Efterse hegn
- Ordne ridebane
Børnene hjælper også, når der skal en gang om året kommer
halm.
Børnene undervises både i ridning og pasning af hestene, men
opfordres også til at hjælpe og lære af hinanden og dermed at
dele viden. Rideundervisningen er opdelt, så der erhverves
følgende diplomer:
➲ Rød =
opsadling, ride 3 gangarter, rideteori, hestens anatomi, røgt og
pleje
➲
Gul = ridebanens veje fx. slangegang og volter, rideprøve
LC
➲
Grøn = tilladelse til ridning på de indhegnede marker +
springning
I samråd med børnene laves der temadage, fx. springning,
voltigering, striglekonkurrence og ponygames, hvor der uddeles
præmier.
Ridning foregår udelukkende på fritidscentrets eget
indhegnede område, da det ikke vurderes at være
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at ride ud pga. trafikken på den
nærliggende amtsvej. I stedet for tager man hveranden/tredje
måned til et turridnings-sted, hvor trafiksikkerheden er i orden
og hvor hestene er vant til at gå i naturen. Den første uge i
juli tager man på en uges ridelejr, fx. er Jylland og Sverige
besøgt.